Efterlyst bil i Emilie Meng-sagen kørte som pirattaxa fra Korsør Station
En bil, som svarer til den Hyundai-model, som politiet efterlyster i forbindelse med drabet på 17-årlige Emilie Meng, har været kendt for at køre pirattaxa i Korsør. Blandt andet med ture fra stationen til Korsør by. Det erfarer Sjællandske.
Politiet offentliggjorde tirsdag en video, som viser en lys, måske hvid, bil - sandsynligvis af mærket Hyundai i30, som kører væk fra Korsør Station klokken 04.07 den 10. Juli 2016. Den morgen, Emilie Meng forsvandt.
Sjællandske har forelagt efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen oplysningerne om pirattaxaen.
"Vi hører også mange rygter, men dem vil jeg slet ikke kommentere på," siger Søren Ravn-Nielsen.
"Foreløbig fokuserer vi på de nye henvendelser. Hvilke yderligere efterforskningsskridt vi derefter tager, kan jeg ikke oplyse," siger Søren Ravn-Nielsen.
Vicepolitiinspektøren understreger, at det væsentlige er, at politiet mange gange har bedt folk henvende sig, hvis man har været i området omkring Korsør Station tidligt om morgenen søndag den 10. juli. Og det har personen i den efterlyste bil ikke gjort.