Lemlæstet og tæsket til døde
Den lille dreng Noah nåede kun at holde fødselsdag én gang i sit korte liv. Halvandet år gammel blev han nemlig tæsket til døde. Præcis hvordan er endnu ikke klarlagt, men i dag starter sagen mod den 31-årige mand, der ved et nævningeting ved Retten i Sønderborg skal stå til ansvar for den lille drengs død.
Noah, der boede i Sommersted ved Haderslev, døde som følge af mindst 10 ribbensbrug, adskillige læsioner i brystet og bughulen, sønderrevet lever og milt, blødninger i begge lunger og nyrer, samt andre indre blødninger i kroppen og i hovedet.
Det var drengens mor, som fandt sin søn liggende livløs i sengen den 6. februar 2017. I dag er det præcis et år siden.
Moderen har tidligere fortalt, at hun troede, at den lille dreng havde en svær lungeinfektion. Hun ringede 112, men da læge og ambulance ankom, stod det hurtigt klart, at situationen var langt værre. Lille Noah blev med sin mor hastet med helikopter til Rigshospitalet, men desværre sluttede hans liv al for tidligt, da Noahs liv ikke stod til at redde.
Den 31-årige mand. der er sigtet, havde en nær relation til Noahs mor. Han nægter sig skyldig.
Udover den brutale dødsvold er han også tiltalt for tre andre tilfælde af vold mod den lille dreng i september og december 2016.
Ved de tilfælde blev der blandt andet konstateret vold mod drengens kønsorganer.