33-årig kvinde efter drabsforsøg på lillesøster: "Fik ikke gjort det færdigt"
33-årig kvinde varetægtsfængslet i fire uger, efter knivstikkeri i Humlebæk
Den 33-årige kvinde der søndag stak sin 22-årige søster med en kniv er blevet varetægtsfængslet frem til 26. september.
Det afgjorde Retten i Helsingør mandag eftermiddag, hvor den 33-årige blev fremstillet i grundlovsforhør.
Knivstikkeriet mellem de to søstre foregik søndag kl. 14.20 i en villa på Nederste Torpenvej i Humlebæk.
Ifølge sn.dk havde den 33-årige stukket sin søster tre gange med en køkkenkniv og efterfølgende udtalt, at »hun ikke fik gjort det færdigt«. Den 33-årige havde problemer med at huske, hvad der var sket i løbet af de sidste dage, og hun kunne derfor heller ikke huske, om hun havde taget sin medicin mod sine psykiske lidelser, skriver avisen.
Nordsjællands Politi er i gang med at opklare, hvad der præcist skete mellem de to søstre. Derudover skal den tiltalte mentalundersøges. Hun er i forvejen diagnosticeret med paranoid skizofreni.
Under varetægtsfængslingen skal den tiltalte opholde sig på Psykiatrisk Afdeling på Glostrup Hospital. Der er nedlagt navneforbud i sagen.