Kvinde kørte i havnen, og bilen blev i mørket ført med strømmen ud mod fjorden
Et drama på liv og død udspillede sig i nat, da en kvinde kørte sig selv og sin bil i Randers Havn.
Østjyllands Politi modtog alarmen klokken 00.24.
Den 49-årige kvinde, der kørte i havnen, havde til hensigt at begå selvmord, oplyser politiet. Kort tid efter, at bilen var braget ud i det mørke vand, fik den første patruljevogn på stedet lokaliseret personbilen i mørket. Betjentene fordelte sig på begge sider af havneudløbet, mens bilen fulgte strømmen mod fjorden, oplyser Østjyllands Politi.
Den ene politimand, der løb langs havnestykket og fulgte bilen, fik kontakt med kvinden i bilen. Gennem vejledning og psykisk førstehjælp fik han instrueret kvinden om at afklæde sig tøjet og løsne sikkerhedsselen, hvorefter hun var så fattet, at hun kunne forlade bilen, da den forsvandt ned under overfladen. En redningskrans blev kastet ud til kvinden, og hun blev bjærget på land og i sikkerhed.
Kvinden var kold og chokeret, men uskadt, oplyser Østjyllands Politi.