Flere borgere afpresset med skummel mail: Du har surfet porno, og vi har optagelser fra dit webcam
Nordjyllands Politi har i de seneste dage modtaget adskillige anmeldelser fra borgere, som har fået en ubehagelig e-mail. Politiet vurderer, at der er tale om svindel
En skræk er den seneste tid gået gennem flere danskere, som har modtaget en ubehagelig mail fra udenlandske svindlere. Det oplyser Nordjyllands Politi, en politikreds som har haft flere anmeldelser om denne type svindel.
I mailen påstår en engelskrivende afsender, at borgeren har været inde på en hjemmeside med erotisk indhold, og at der via borgerens webcam er blevet optaget en video af vedkommende, mens man besøgte pornohjemmesiden.
Afsenderen truer herefter med at offentliggøre eller dele videoen til borgerens kontaktpersoner, medmindre man indbetaler flere tusinde amerikanske dollars i Bitcoins.
Politikommissær Søren Jensen fra Nordjyllands Politi tilføjer, at nogle af disse mails ligeledes indeholder oplysninger om passwords - korrekte passwords, som enten er i brug eller tidligere har været anvendt af borgeren.
"Det er Nordjyllands Politis opfattelse, at det drejer sig om udenlandske afsendere, som enten har fundet eller købt sig borgerens mailadresse og passwords på lækkede lister på internettet. Afsenderne har de sidste måneder sendt disse mails ud til tilfældige mailadresser i hele Danmark, i håb om at nogle bliver bange og betaler," siger Søren Jensen.
Nordjyllands Politi og NC 3 Nationalt Cybercrime Center har til dato ikke konstateret eller modtaget nogen anmeldelser om, at disse videoer rent faktisk eksisterer eller er blevet delt, og derfor anbefaler man blot, at de truende mails ignoreres og slettes.
Foruden at ignorere mailen, er det en god idé at opdatere dit antivirusprogram, benytte forskellige passwords til dine konti, ligesom det er klogt at skifte passwords ofte.
Hvis du alligevel mistænker nogen for rent faktisk at være i besiddelse af en sådan video af dig, skal du ikke efterkomme deres krav, ikke slette mailen – men du skal derimod kontakte politiet, lyder opfordringen.