Mand i blodrus smadrede kvinde med hammer - men så trådte Lars ind ad døren
Lars Nielsen fra Helsingør reddede 59-årig kvinde fra drabsforsøg
Om formiddagen den 14. juli sidste sommer var 49-årige Lars Nielsen på arbejde som flyttemand i Lundegade i Helsingør.
Det var en helt almindelig fogedsag, hvor beboerne skulle sættes ud af deres lejlighed, men pludselig ændrede situationen sig drastisk, og Lars var fanget i et drama om liv og død.
Da han på et tidspunkt var på vej op fra beboernes kælder, hørte han den 59-årige kvinde fra lejligheden råbe og skrige.
Han løb med det samme op i lejligheden, hvor kvinden kom løbende ud fra køkkenet med blod i hele hovedet. Det viste sig, at hun havde været udsat for drabsforsøg, da hendes mand havde slået hende i hovedet med en hammer.
"Jeg tænkte, at det bare handlede om at få trukket hende ud af lejligheden, og da vi kom ud gik hun i kramper, så jeg satte mig ned og tilså hende. Jeg fik råbt på fogeden, at jeg havde brug for nogle håndklæder til at standse blødningerne på kvinden, og fogeden kom ilende og gik ind i lejligheden for at finde nogle håndklæder. Hun mødte gerningsmanden i køkkenet, hvor hun overværede, at han forsøgte at begå selvmord med en kniv," fortæller Lars Nielsen.
Mens kvindens ægtemand forsøgte at skære halsen over på sig selv i lejligheden, ydede Lars førstehjælp til den 59-årige, stærkt blødende kvinde og fik også trukket hende til en anden etage i opgangen.
Politiet blev tilkaldt og gerningsmanden blev anholdt. Kvinden måtte livsfarligt kvæstet flyves til Rigshospitalet, hvor hun blandt andet blev behandlet for kraniebrud og en skade i øjenhulen.
Dusør
For nylig modtog Lars Nielsen en dusør for sin heltemodige indsats af politidirektør Jens-Christian Bülow fra Nordsjællands Politi.
Den behandlende læge på Rigshospitalet, hvor den kvæstede kvinde blev bragt til, har sagt, at hendes liv formentlig ikke var blevet reddet uden den hurtige og effektive indgriben fra Lars.
Her næsten et år efter, sidder episoden dog fortsat i dusørmodtageren.
"Det er stadigvæk noget, der påvirker mig rigtig, rigtig meget. Ikke fordi jeg har brug for hjælp, men det var bare en meget voldsom situation. Fra det ene øjeblik, hvor alt var ok, til det hele vendte på en tallerken. Jeg er kun glad for, at kvinden er oven på igen og efter omstændighederne har det godt," siger Lars Nielsen, der modtog stor ros fra politidirektøren for sin evne til at holde hovedet koldt i den dramatiske situation.
Manden bag drabsforsøget er siden blevet straffet med fængsel i 5 år samt dømt til at betale kvinden en erstatning på 30.535 kroner.