Politibetjentene Kamilla og Per hædret for deres utrættelige indsats for udsatte dyr
Dyreværnsenheden hos Midt- og Vestsjællands Politi blev fredag kåret som Årets Dyreven 2017
Kamilla Blume Jørgensen og Per Jacobsen fra Midt- og Vestsjællands Politis dyreværnsenhed er nogle af hverdagens helte.
Fredag eftermiddag modtog de sammen prisen som Årets Dyreven 2017 af Dyrenes Beskyttelse, som igennem mange år har haft et velfungerede samarbejde med de to.
"Kamilla og Per er en forbilledlig samarbejdspartner dedikeret til de sager, de er sat til at løse. Kamilla og Per er altid behjælpelige i dyreværnssager, hvad enten det drejer sig om katte, hunde eller heste. De tager altid Dyrenes Beskyttelses henvendelser alvorligt. Senest ydede de en stor indsats i maj måned for de 17 vanrøgtede hunde fra terpentinsagen. I dyreværnssager, hvor de involverede parter ikke ønsker at tale med Dyrenes Beskyttelse, kan vi ikke tvinge os adgang til ejendomme, hvor der er mistanke om vanrøgtede dyr. Derfor er politiets indsats i forhold til dyreværnssager så utrolig vigtig. I den sammenhæng er Per og Kamilla et rigtig godt forbillede for mange af de danske politikredse, hvor man stadigvæk har til gode at finde en måde at håndtere dyreværnssager på," lyder det fra Dyrenes Beskyttelse i begrundelsen.
Til prisen siger de to hovedpersoner:
"Vi er naturligvis meget beæret over at modtage denne anerkendelse fra Dyrenes Beskyttelse. Vi er meget glade for det samarbejde, som vi har med organisationen i det daglige. Vi har mange fælles interesser. Det kan godt være nogle hårde sager at komme ud til, men det gør også bare, at vi bliver bekræftet i, at vores arbejde er vigtigt. Det betyder meget for os."
Årets helt
Kamilla og Per vandt også i kategorien Årets Helt for deres utrættelig indsats og for at have udført en spektakulær handling for at redde et dyr.