Bilist ræsede 135 meter på fortov: Farmor Betty og børnebørn måtte springe for livet
Da Betty Frost var på vej i skole med sine to børnebørn, blev de pludselig nødt til at springe væk fra fortovet og ind i hækken, da en bil kom bragende på fortovet.
Heldigvis tænkte farmor Betty Frost hurtigt og ikke nok med, at de undgik at blive ramt, så fik Betty Frost også taget fotos af den fortovskørende bilist. Derfor var det heller intet problem for politiet at få fat på chaufføren.
Det skriver TV 2.
Episoden udspillede sig i september, da Hånbækvej i Frederikshavn var fyldt med biler. Pludselig råbte barnebarnet Malthe på otte år:
"Farmor, farmor! Der kommer en bil! Så ser jeg mig tilbage, og så drøner vi ind i hækken for at give plads til bilen," siger Betty Frost til TV 2.
Betty Frost fandt også bilen parkeret ved et uddannelsessted i nærheden efter episoden, og sammen med billeder var det derfor nemt for politiet at anholde og sigte chaufføren. Han sigtes for at bringe andres liv eller førlighed i fare, en paragraf der i sin yderste konsekvens kan give op til otte års fængsel.
Ifølge Nordjyske har Nordjyllands Politi senere konstateret, at bilisten kørte 135 meter med det ene hjul på fortovet.