Kvindelig fundet i garage: Mand anholdt - sigtet for drab og usømmelig omgang med lig
Et kvindelig blev søndag formiddag startskuddet til en massiv efterforskning på Nørregade i Hadsund. En mand er anholdt og sigtes for drab.
I en pressemeddelelse beretter Nordjyllands Politi, at sagen efterforskes som et drab. En 28-årig mand fra lokalområdet er anholdt.
Politiet blev alarmeret klokken 04.20 om en "alvorlig hændelse" i Hadsund. Politiet skred hurtigt til en anholdelse af en 28-årig mand, der klokken 15 fremstilles i grundlovsforhør.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse søndag eftermiddag, at den anholdte mand sigtes for drab samt for usømmelig omgang med lig. Overtrædelse af straffelovens § 237 og § 139.
Politiet fik anmeldelsen fra en person, som Niels Kronborg, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, ikke ønsker at komme nærmere ind på, overfor Ritzau. Politiet er endnu ikke bekendt med kvindens identitet.
"Vi har nogle spor at gå efter, men hun er endnu ikke identificeret," siger Niels Kronborg til Ritzau.