Tragisk trafikulykke i Vestjylland: Par fra Aarhus påkørt frontalt
29-kvinde fra Aarhus omkommet i trafikulykke. Hendes partner blev alvorligt kvæstet
En 29-årig kvinde fra Aarhus blev lørdag eftermiddag dræbt i en trafikulykke, der skete på hovedvejen mellem Herning og Ringkøbing.
Kvinden og hendes 29-årige mandlige partner kom kørende i bil lidt vest for Herning på Haunstrup Hovedgade, da de klokken 13.14 blev påkørt frontalt af en modkørende bil.
"Vidner har forklaret, at den anden bil trak ind over midterstriben og påkørte parret fra Aarhus frontalt," fortæller kommunikationsrådgiver Mette Helm fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Den 29-årige mand fra Aarhus blev alvorligt kvæstet ved ulykken. Ifølge Herning Folkeblad var han i kritisk tilstand og blev overført til Universitetshospitalet i Skejby.
Politiet afventer nu rapporten fra bilinspektøren, som har undersøgt den tragiske ulykke og skal analysere den for at finde ud af, hvad der nærmere præcist skete.
Føreren af den anden bil var en 43-årig mand fra Herning, der havde to børn på otte og 13 år med i sin bil.
Han er blevet afhørt af politiet, men er på nuværende tidspunkt ikke sigtet i sagen, oplyser kommunikationsrådgiver Mette Helm fra Midt- og Vestjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.