Tre biler i ulykke på motorvejen
Trafikken snegler sig nu frem, oplyser P4 Trafik.
Tirsdag morgen har der været et uheld på Holbækmotorvejen i retningen mod København.
Meldingen lød i første omgang på, at fire biler var kørt sammen i overhalingssporet lige før frakørsel 9 mellem Trekroner og Roskilde SØ. Det oplyste P4 Trafik tidligere på morgenen.
»Af samme årsag snegler trafikken forbi området sig langsomt afsted her til morgen,« skriver trafikmeldings-tjenesten.
Men Midt- og Vestsjællands Politi oplyser nu til Lokalavisen.dk, at det drejer sig om tre biler, der er kørt sammen i overhalingsbanen. Der skulle dog ikke være tale om noget alvorligt uheld.
»Første melding, vi fik, var, at de selv var kommet ud af bilerne. Meldingen klokken 8 var dog, at man måtte man standse alt trafikken kortvarigt, så man kunne få flyttet bilerne, der holdt noget uhensigtsmæssigt, over i nødsporet,« siger Martin Bjerregaard, pressetalsmand ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet modtog anmeldelsen kl. 07.39 fra en fjerde trafikant, der havde set uheldet. Lidt over kl. 8 er politiet stadig på stedet, da bilerne skal bugseres helt væk fra motorvejen.
Ifølge Vejdirektoratet skal man i skrivende stund regne med en forlænget rejsetid på 10 minutter. Det forventes dog, at trafikken skulle normalisere sig sidst på morgenen.