Fortsæt til indhold

Kvinde fundet drivende i fjorden: »Vi vender hver en sten«

Der var både politi, beredskab og en lægehelikopter på stedet.

Krimi
jro

En kvinde blev tirsdag eftermiddag fundet drivende i Mariager Fjord ved Bramslev Bakker.

Nu oplyser politiet i en pressemeddelelse, at en 64-årig kvinde er blevet bjærget og fløjet til hospitalet.

Nordjyllands Politi modtog i dag en anmeldelse om, at en person lå i vandet i fjorden.

Politiet, beredskabet og en lægehelikopter satte straks mod stedet.

Det viste sig at være en 64-årig kvinde, som straks blev reddet op og fik livreddende førstehjælp, hvorefter lægehelikopteren bragte den tilskadekomne til Aalborg Universitetshospital.

»Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der er sket ude ved Bramslev Bakker tidligere i dag. Vi er i fuld gang med at afklare hændelsesforløbet og tale med vidner og pårørende i sagen. Det er vigtigt for mig at understrege, at der på nuværende tidspunkt ingen indikationer er på, at der er sket en forbrydelse. Vi vender selvfølgelig hver en sten, men alt tyder på, at vi her har at gøre med en tragisk ulykke,« siger politikommissær Carsten Straszek, der leder undersøgelsen.

»Politiet har på nuværende tidspunkt ingen yderligere oplysninger i sagen,« står der i pressemeddelelsen.