Fortsæt til indhold

Brandvæsnet kører galt i rundkørsel

Vintervejrets tilbagekomst skaber problemer for flere - brandvæsnet inkluderet.

Krimi

»Vi bliver kaldt ud til en brand klokken fem minutter i midnat.«

Sådan starter historien om Østjyllands Brandvæsens uheldige afveje. Operationschef, Thomas Jørgensen, fortæller, at brandmændene er kaldt ud til en automatisk brandalarm i Lisbjerg området, nord for Aarhus.

»Da brandmændene kommer til den første rundkørsel og bremser, så fortsætter brandbilen bare stille og roligt lige ud. Der er spejlglat og ingen greb,« siger han.

Brandvæsnet gik selv i gang med at rede bilen fri. Foto: Local Eyes

Ingen er kommet til skade fortæller operationschefen, det eneste, som har taget skade er brandbilen, der ifølge Thomas Jørgensen er minimal-skadet.

»Brandbilen ryger simpelthen ind i midten af rundkørslen, vi sender nogle andre enheder afsted og får ordnet det, vi blev kaldt ud til. Bilen er kommet på værksted i dag, men ellers er der ikke sket noget alvorligt med den,« afslutter Thomas Jørgensen.

I sidste ende lykkedes det Østjyllands Brandvæsen at hive brandbilen ud af rundkørslen. Foto: Local Eyes
Den minimale skade på bilen kan sagtens repareres. Foto: Local Eyes