Fortsæt til indhold

Lastbil brager ind i togbro - så kører fem biler galt

Tirsdag skete der to uheld på samme sted.

Krimi
jro

En jernbanebro blev tirsdag eftermiddag påkørt af en særtransport.

Knapt to timer senere skete der et uheld med fem køretøjer samme sted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Klokken 16.41 rykkede redningsberedskabet og politiet ud til en ulykke på Høng Landevej, hvor en jernbanebro var blevet påkørt af en lastbil.

Det viste sig, at det pågældende sættevogntog var standset lidt syd for jernbanebroen, da den 50-årige mandlige lastbilchauffør ikke umiddelbart kunne køre længere på grund af flere ødelagte dæk.

Togdriften på jernbanebroen blev midlertidigt indstillet, mens sagkyndige undersøgte jernbanebroen nærmere.

Broen havde fået tydelige skader, og to armeringsjerndragere var blevet revet over som følge af påkørslen, ligesom betonstykker lå kørebanen.

Bilinspektør tilkaldt

Trafikken ad Høng Landevej blev også indstillet, mens politiet med både en bilinspektør og sagkyndige fra Tungvognscenter Øst foretog undersøgelser af uheldsstedet, sættevognstoget og godset på den.

Undersøgelserne af off-shore-godset vil foregå i nogen tid endnu for at få klarlagt, om godsets dimensioner på sættevognen kan have forandret sig under kørslen, således at passage under jernbanen reelt ikke var muligt.

Sprængte kæder

Lastbilen kørte ad Høng Landevej mod syd, da påkørslen af jernbanebroen skete, og to fastsurringskæder ved godset sprang. Det 30 tons tunge gods forblev på sættevognen, der med fladtrykte dæk fortsatte ind under broen, indtil vogntoget måtte standse lidt syd for den.

Ingen modkørende trafikanter passerede broen på uheldstidspunktet, derfor han ingen andre har været i konkret fare.

Togdriften blev genoptaget senere på aftenen, da sagkyndige havde vurderet, at der ikke ville være fare ved fortsat togdrift over den påkørte bro.

Kø - og nyt uheld

Afspærringen af Høng Landevej medførte kødannelse på begge sider af afspærringen, hvilket kan have været medvirkende årsag til endnu et færdselsuheld på vejen, men nord for den påkørte bro.

Klokken 18.32 fik politiet nemlig via alarmcentralen melding om et sammenstød, hvor fem køretøjer var involveret, og at ambulancepersonale var sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 25-årig mand fra Gørlev Sj. som fører af en varebil var kørt i en varebil ad Høng Landevej mod syd, da han for sent opdagede, at de forankørende var standset som følge af køen på grund af det tidligere færdselsuheld.

Den 25-årige kørte derfor ind i en personbil med en 18-årig mand fra Gørlev Sj. bag rattet.

Hans bil blev skubbet frem i en tredje bilist, hvis bil blev skubbet frem og ramte en fjerde, der ramte bagenden af en femte bilist.Både den 18-årige og den 25-årige blev i ambulancer bragt til et sygehus, hvor de begge blev indlagt til observation for eventuel personskader, herunder eventuelle knoglebrud.

Det lokale redningsberedskab sørgede for opsamling af væsker fra de involverede køretøjer, og oprydningen samt politiets arbejde var færdigt klokken cirka 21.30.