Fortsæt til indhold

Bagsædepassager på MC blev alvorligt kvæstet ved uheld på motorvejen ved Skanderborg

65-årig kvinde blev alvorligt kvæstet, men er udenfor livsfare

Krimi
Jeppe Rafn

Onsdag morgen skete der et færdselsuheld på motorvejen ved Skanderborg, hvor en motorcykel med to passagerer forulykkede. Motorcyklen væltede ved et vejarbejde, fordi en arbejdende lastbil på stedet kom til at strejfe stablede lastbildæk, der blev brugt som afskærmning, så et eller flere af disse lastbildæk røg ud på vejen og ramte motorcyklen.

Så er der godt nyt til jer på Østjyske motorvej. Der er nu genåbnet efter uheldet, men der er stadig lang kø, så forlænget rejsetid må forventes til omkring middagstid. #dktrafikinfo https://t.co/gfg903PlHu

— Vejdirektoratet (@vejdirektoratet) 15. august 2018

Sydøstjyllands Politi har tidligere oplyset, at de to personer på motorcyklen ikke komt alvorligt til skade. Det viser sig at være forkert, oplyser vicepolitiinspektør Poul Steffensen, som fredag morgen har været i kontakt med Skejby Sygehus, hvor i hvert fald den ene af personerne er indlagt.

Det drejer sig om bagsædepassageren, en 65-årig kvinde fra Egtved, som blev alvorligt kvæstet, men er udenfor livsfare. Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere detaljer om, hvad der er sket med kvinden. Hun bor sammen med føreren af motorcyklen, som er en mand fra Egtved på 69 år. Politiet har ikke nærmere oplysninger om hans tilstand.

Lastbilchaufføren, som kom til at forårsage uheldet, er en 48-årig mand fra Grenaa. Politiet har endnu ikke taget stilling til, om han bliver sigtet i sagen. Det oplyser vicepolitiinspektør Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi.