Ejer chokeret: »Der var gæster da de skød«
Politiet holder omvendt kortene ind til kroppen.
Patruljer fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var søndag massivt til stede i Skolegade i Nykøbing Falster.
»Vi undersøger en anmeldelse om et mistænkeligt forhold,« skrev politikredsen på Twitter - og beroligede samtidig borgerne med, at »situationen var under kontrol«.
Mandag formiddag oplyser politiet, at der er blevet skudt mod en restaurant og ’tager hændelsen meget alvorligt’.
Politiet skriver videre, at ingen personer er kommet noget til.
»Det er politiets vurdering, at borgere i området ikke har grund til bekymring,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
Derudover opfordres eventuelle vidner til at ringe 114, hvis man har oplysninger i sagen.
Samet Bajrami, ejer af restauranten Panino, der ligger i Jernbanegade, fortæller, at det er han restaurant, skuddene var rettet mod.
»Der blev skudt mod min forretning,« siger han til Folketidende.dk.
Han fortæller videre, at der var gæster i restauranten, da der blev skudt.
Medarbejdere har oplyst til Bajrami, at projektilet er gået igennem vinduet og har ramt væggen.