Fortsæt til indhold

Taget på fersk gerning: Borebisser stadig på fri fod

Ejeren af en varevogn tog ukendte personer i at luske rundt ved sin bil natten til fredag. Gerningsstedet viser tegn på de såkaldte underboringer, som har plaget Galten-området den seneste uge.

Krimi

Sagen om de mange indbrud i varevogne i Galten-området tog endnu en drejning natten til fredag. Klokken 03.38 luskede to ukendte gerningsmænd rundt ved en varevogn på Rytterbakken i Sjelle. Bilens ejer blev opmærksom på aktiviteten, og råbte de to gerningspersoner an, hvorefter de stak af. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Efter at have undersøgt gerningsstedet kan politiet konstatere tegn på samme modus operandi – de såkaldte underboringer i sidedørene – som ved lignende indbrud i varevogne i Galten-området de foregående dage.

Politiet har haft patrulje og hundepatrujle i området, og fandt spor frem til den nærliggende kirke, hvor sporet stopper. Politiet formoder, at gerningspersonerne her er stukket af i bil.

Om der er tale om de samme gerningspersoner, der har stjålet værktøj fra varevogne via underboringer, må tiden vise.