Fik mystisk opkald: I telefonen tilstod han mordet på sin søster
En ting bekymrer politiet.
Politiet i Syd- og Sønderjylland arbejder i øjeblikket på en sag, der må siges at være meget mystisk.
For lørdag morgen fik politiet et opkald fra en 29-årig mand i Haderslev. I telefonen fortalte manden, at han havde slået sin søster ihjel. En patrulje blev derfor selvsagt sendt til mandens lejlighed i Slagtergade.
»Vi får ret hurtigt klarlagt, at mandens søster er i god behold på Fyn, så hende er vi ikke bekymret for,« fortæller Torben Møller, vagtchef ved Syd– og Sønderjyllands Politi, til Jydske Vestkysten.
Politiet er dog bekymret for, om andre kunne have brugt hans telefon og foretaget det ubehagelige opkald. Det skal politiet nu have klarlagt nærmere, fastslår vagtchefen.
Manden passer dog på signalementet af en mand, der er efterlyst i en voldssag, som fandt sted i nærheden og kort forinden. Han blev også anholdt ved politiets besøg - da han virkede påvirket, opfarende og udadreagerende
Man vil først afhøre ham, når han er faldet nok ned, oplyser vagtchefen til Jydske Vestkysten.