Kæmper med kraftig brand
Opdatering: Billeder fra efter branden, er nu tilføjet nederst i artiklen.
10 minutter over midnat indløb en anmeldelse om en bygningsbrand på Mådevej i det sydøstlige Esbjerg.
Og brandvæsenet har kæmpet med store flammer i løbet af nat.
»Kraftig brand på Mådevej, brandvæsnet har påbegyndt slukning. Giv plads for Redningsberedskabet,« skrev Sydvestjysk Brand på Twitter.
Brandvæsenet har kæmpet med flammerne og er stadig på stedet lidt endnu, oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Klokken 5.20 lød meldingen fra brandfolkene, at man som minimum stadig vil være på stedet yderligere to timer.
»Villaen er overtændt, da vi kommer frem, så brandvæsenet laver en kontrolleret nedbrænding af bygningen. Og så skal vi have nogle brandefterforskere ud at kigge på stedet,« siger Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Lokalavisen.dk.
Derfor kan man heller ikke sige noget om brandårsagen på nuværende tidspunkt.
Heldigvis var der ingen i bygningen, som er ubeboet.