Dømt: Voldtog 12-årig
Den 35-årige ankede på stedet.
En 35-årig mand er fredag i Retten i Helsingør blevet fundet skyldig i at overtræde en ny voldtægtsbestemmelse. Manden fik en dom på et år og tre måneders fængsel. En dom han ankede på stedet.
Det skriver Ritzau ifølge TV2.
Manden blev dømt for at have haft samleje med pigen et par måneder før hendes 13 års fødselsdag.
Meldt savnet
Manden fik kontakt til pigen gennem det sociale medie Snapchat.
Kl. 02.06 natten til den 29. april blev manden stoppet ved en rutinemæssig trafikkontrol. På passagersædet sad den 12-årige pige, som var meldt savnet.
Begge blev afhørt på politistationen. Pigen fortalte om deres relation - og manden blev efterfølgende anholdt og sigtet.
Dømt ud fra ny bestemmelse
I flere år har det været forbudt at have seksuelle relationer til børn under 15 år. Og i flere år har det været sidestillet med voldtægt at have seksuelle relationer, hvis barnet var under 12 år.
Men 1. marts sidste år trådte en ny bestemmelse i kraft. Og den slår fast, at det også er voldtægt, hvis en person over 22 år har samleje med et barn mellem 12 og 14 år. Det er den nye bestemmelse, som manden er blevet dømt for.