Skal i fængsel efter groft røveri på Circle K: Spærrede ekspedient inde i fryser
40 minutter var hun lukket inde.
Tre mænd er torsdag blevet dømt for et groft røveri og frihedsberøvelse af en ekspedient på en tankstation i Valby i oktober 2020.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Tre mænd, der nu er 18, 19 og 20 år skal i fængsel, det fremgår af dommen fra Retten på Frederiksberg.
De tre blev dømt for et groft røveri og frihedsberøvelse på en Circle K-tankstation på Valby Langgade den 28. oktober 2020. Ved den lejlighed blev en ung, kvindelig ekspedient truet med kniv, frarøvet sin overfaldsalarm og efterfølgende lukket inde i en minus 20 grader kold fryser, hvor hun var i 40 minutter, indtil politiet befriede hende.
Den 18-årige mand blev idømt et år og tre måneders fængsel samt en advarsel om udvisning. Den 19-årige mand fik et år og 6 måneders fængsel. Den 20-årige fik en tillægsstraf på et års fængsel til den straf, han allerede afsoner.
En fjerde medgerningsmand, som under røveriet var under den kriminelle lavalder, har fået sin sag henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet.
Københavns Politi oplyser, at man fandt frem til gerningsmændene efter en grundig efterforskning.