Fortsæt til indhold

Alarmen gik til technofest: Flere hundrede mennesker evakueret

En technofest under Ringgadebroen i Aarhus blev afbrudt på grund af røg.

Krimi

Adskillige hundrede mennesker fik deres fest afbrudt natten til lørdag, da brandalarmen gik hos Volume Village, et undergrunds-spillested under Ringgadebroen i Aarhus.

»Vi havde omkring 350, som der må være, indenfor, og så var der nok en kø med 100-200 mennesker udenfor, som ville ind, men bygningen blev hurtigt rømmet,« fortæller Albert Helmig, talsmand for Aarhus Volume, som driver spillestedet.

Der var dog ikke tale om en brand, slår han fast.

»Der var nogle fulde folk, som havde haft det lidt for sjovt inde på et toilet. Her havde de røget nogle cigaretter, og det fik startet vores brandalarmer. Så gik det hurtigt. Man kan knap nok nå at ringe til brandvæsnet og sige, at der ikke er brand, før de står her, og det er nok også meget godt,« lyder det fra Albert Helmig.

Det var i samarbejde med Aarhus Techno District, at der blev holdt fest under Ringgadebroen. Meningen var, at festen skulle køre indtil klokken 05, men den endte brat med alarmen, der lød ved 03-tiden.

»Brandvæsnet mente, at vi skulle lukke ned, og det var selvfølgelig vildt ærgerligt, men det skete heldigvis sent på natten, og heldigvis var der ikke brand. Så det var ikke så slemt, og vi har åbent i aften igen,« siger talsmanden lørdag morgen.

Foto: Local Eyes