Flere køretøjer indblandet i uheld
Heldigvis er ingen kommet til skade.
Flere køretøjer har torsdag morgen været involveret i et uheld på Viborgvej ved Sabrovej i Sabro, hvor en ambulance også ankom til stedet, som billeder fra stedet også viser.
Østjyllands Politi bekræfter til Din Avis Aarhus, at der har været et uheld - det skulle dog ikke være så alvorligt, som det ellers kunne se ud.
Det er dog begrænset, hvad politiet kan fortælle om uheldet.
»Vi fik en anmeldelsen kl. 09.26 via 1-1-2,« siger Emil Enemark Sørensen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.
»Vi har været derude, men ingen er kommet til skade, og ingen er blevet sigtet, så vi noterer det som en hændelse,« siger Emil Enemark Sørensen.
Ifølge Østjyllands Politi har en bus og to biler været involveret i uheldet. De nærmere detaljer om, hvad der helt præcist er sket, kan politiet ikke svare på.
Af billeder fra stedet ligner det dog mere, at det er en fiskebil end en bus, der har været involveret i uheldet.