Ung kvinde troede kanel var blod
Bekymret mor kontaktede med det samme politiet, der skyndte sig at rykke ud til stedet.
Da en ung kvinde kom hjem fra en bytur i Aalborg natten til søndag, fik hun sig noget af en ubehagelig overraskelse.
Det oplyser Nordjyllands Politi i døgnrapporten.
Idet hun gik ind i sin opgang på Østre Havnegade i Aalborg, så hun en større blodplamage på gulvet. Derudover var der også blod i elevatoren, flere blodspor, blod på dørene på en anden etage samt på gaden i retning af havnefronten.
Kvindens mor kontaktede med det samme politiet, der skyndte sig at rykke ud til stedet.
Der var heldigvis ikke tale om blod - det var kanel. En nabo havde holdt 25-års fødselsdag, og efter jysk tradition havde han fået kanel.
Patruljen snakkede med naboen, der lovede at rydde op og afvaske opgangen.