Fortsæt til indhold

Bøderegnen ved DOKK1 er taget af

Ifølge Østjyllands Politi er problemerne med trafikforseelser i kaoskrydset ved Dokk1 ikke længere så store. Det får dog ikke teknikrådmand Bünyamin Simsek til at skrinlægge sin plan om et nyt kryds

Krimi
Af Jonas Hvid og Esben Larsen Mikkelsen, JP Aarhus

Gennem flere måneder i efteråret og vinteren uddelte politiet i gennemsnit halvanden bøde om dagen til bilister i det problematiske kryds ved Dokk1. Men Østjyllands Politis seneste tal over bøderne viser, at forseelserne bliver færre, og at der nu kun bliver udskrevet en bøde ca. hver fjerde dag.

Som tidligere beskrevet i JP Aarhus fik 198 bilister bøder for forseelser i det omstridte kryds Europaplads/Mindet/Mindebroen fra den 1. oktober til den 14. februar. Ifølge politiets opgørelse er der i den efterfølgende periode – frem til den 5. april – blevet uddelt 14 bøder til bilister.

LÆS OGSÅ: Rådmand er klar med storstilet plan for kaoskryds

Østjyllands Politi har en forklaring på årsagen til udviklingen:

"Årsagen kan være, at vi har haft færre kontroller dernede, fordi vi vurderer, at behovet for vores tilstedeværelse er blevet mindre," siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen og tilføjer:

"Vi mener ikke, at problemet er lige så stort, som det har været med det kryds."

Frakendelse af kørekortet

Bilister har fået bøder for at tage ulovlige smutveje gennem krydset.

Bl.a. har det kostet bilister 3.500 kr. at svinge til højre, når de kommer ad Mindebroen fra Dokk1 – uden om afspærringen og over i den modsatte vognbane for at kunne køre mod Europlads og dermed undgå en længere omvej.

LÆS OGSÅ: Aarhus: Bilkøer i city skræmmer kunderne væk

Østjyllands Politi har lagt op til, at de, der har kørt mod færdselsretningen, skal have frakendt kørekortet.

Hidtil har anklagemyndigheden tygget på sigtelserne, men den første sag om frakendelse af kørekortet er netop sendt videre til retten, oplyser Jeanette Løv Rasmussen.

En lunken modtagelse

Bünyamin Simsek (V) har siden han tiltrådte som teknisk rådmand ved årsskiftet haft som et brændende ønske at få ændret Dokk1-krydset til et normalt T-kryds – bl.a. for at åbne området op, så trafikanter kan køre mellem midtbyen og havnen.

Aarhus Kommunes tekniske forvaltning har derfor lavet modeller for et nyt kryds, så folk i modsætning til i dag også kan svinge til højre, når de kommer fra Dokk1 samt køre lige ud i krydset, når de kommer fra Europaplads eller Mindet.

LÆS OGSÅ: Kaos-krydset: Ny rådmand går mod egne medarbejderes anbefalinger

Efterfølgende har kommunen hyret rådgivningsvirksomheden Sweco til at komme med et endeligt forslag. Det indebærer, at der skal bygges en helt ny bro for cyklister og fodgængere ind til Dokk1, en udvidelse af Mindet og flere kørespor på Mindebroen, Europaplads og Mindet.

Forslaget har fået en lunken modtagelse hos både byrådspartier og politiet, der skal godkende krydsets udformning. Bl.a. har politiets vejtekniske afdeling sat en række spørgsmålstegn ved sikkerheden og afviklingen af trafikken. Bolden ligger lige nu hos politiet, der endnu ikke har fældet den endelige dom.

Planerne ændrer sig ikke

Selv om Østjyllands Politi tilsyneladende vurderer, at problemerne i krydset er aftaget, får det ikke Bünyamin Simsek til at trække sit – med egne ord "omkostningsfulde" – forslag til en løsning.

"Mit forslag er på baggrund af en uholdbar og en ikkeacceptabel situation i et kryds. Den løsning, der er der nu, er midlertidig og ikke holdbar for trafikken og behovet. Derfor skal der findes en permanent løsning. At forhindre trafikkens afvikling, er ikke en løsning," skriver Bunyamin Simsek i en sms.

På spørgsmålet om, hvorfor han vil bruge penge på at ændre krydset, hvis det fungerer fint nok, svarer rådmanden.

"Det (krydset ved Dokk1, red.) fungerer ikke fint nok for trafikafviklingen. Antallet af bøder er ikke en målestok for mig, men at trafikanterne har forståelige løsninger, der leverer i forhold til deres fremkommelighed. Tilfredse aarhusianere er min målestok."