17-årig lagt i håndjern midt i skolegård
Flugt fra politiet endte i skolegården på Sødalskolen i Brabrand
Politiet blev mandag eftermiddag tippet om, at der kørte en ung fyr rundt på en ATV, der kunne være stjålet omkring Sødalsskolen i Brabrand.
Politiet sendte en patrulje ud på stedet, der hurtigt fik øje på en 17-årig dreng på en ATV. Han forsøgte at køre fra politiet via Louisevej, men da han kørte væk fra vejen over en lille bakke ramte han ind i et hegn og væltede.
Betjentene var hoppet ud af bilen og satte efter den 17-årige, som fortsatte sin flugt til fods. Han kunne dog ikke løbe fra betjentene, der indhentede ham midt i Sødalsskolens skolegård, hvor han blev anholdt og lagt i håndjern. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Det viste sig, at han havde stjålet ATV'en samme dag fra en adresse i Brabrand, så han er blevet sigtet for tyveri. Da han er under 18 år, er hans forældre og de sociale myndigheder desuden blevet underrettet om sagen.
Episoden blev anmeldt mandag klokken 14.45. Drengen kom ikke til skade i forbindelse med, at han væltede på ATV'en.
jr