Fortsæt til indhold

Kvinde kastede potteplante efter ekskæreste

27-årig kvinde får bøde for sin opførsel i Lollandsgade i Aarhus

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi modtog tirsdag morgen en anmeldelse om, at en mand og en kvinde var oppe at toppes i Lollandsgade i Aarhus. Politiet sendte en patrulje, som på stedet mødte kvinden, der havde deltaget i skænderiet.

Et vidne på stedet kunne fortælle, at han havde set hende kaste en potte blomster mod den mand, hun skændtes med, så der splintrede potteskår omkring flere biler.

Kvinden på 27 år erkendte blomsterkasteriet og forklarede, det var en ekskæreste, hun havde været i skænderi med.

Der var umiddelbart ingen skader på bilerne, men kvinden blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Det oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

jr