Fortsæt til indhold

Kvinde udsat for grotesk vejvrede

Krimi
Af Daniel Sennek

Et voldsomt optrin fandt søndag sted ved den sjællandske landsby Toksværd. En episode, der nu har resulteret i, at en 24-årig mand fra Næstved er blevet sigtet for at bringe andres liv i fare med sin bil.
Det skriver Sjællandske.
Sydsjællands og Lolland-Falstes Politi fik en anmeldelse fra en 24-årig kvinde fra Glumsø, der angiveligt måtte løbe for sit liv, søndag klokken 00.57. Få minutter forinden havde den 24-årige mand fra Næstved kørt cirka 100 meter med kvinden hængende fast i bilens bagdør.
Ifølge politiet drejer den voldsomme episode sig om en omgang vejvrede, der tog en grotesk drejning.
"Kvinden har forklaret, at hun kørte på landevejen ved Toksværd, da hun bliver påkørt bagfra af manden, som først rammer hendes anhængertræk of derefter bringer hendes bil til standsning, fordi han var rigtig sur over noget med hendes kørsel," siger Ehm Christensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Sjællandske.
Derefter kom de op at skændes, hvor der blandt andet blev skubbet en del. Derfor valgte den 24-årige mand at fjerne begge sine nummerplader fra bilen, så kvinden ikke kunne melde ham til politiet.
Ifølge politiet forsøger kvinden herefter at få fat i nummerpladerne, der nu ligger i mandens bil, men den 24-årige mand sætter i gang og trækker kvinden med sig i cirka 100 meter.
Politiet har ifølge Sjællandske fundet frem til den mand, som de mener at stå bag forbrydelsen. Han nægter sig dog skyldig.