Fortsæt til indhold

Solgte 92 millioner kopi-cigaretter: Fængsel - og 600 millioner kroner i bøde

Fire mænd er blevet idømt straffe i en omfattende sag om kopicigaretter.

Krimi
jro

Fire mænd er idømt fængselsdomme og gigantbøde - tre af dem lyder på 185 millioner kroner - for at have produceret og solgt omkring 92 millioner cigaretter.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Dommen er faldet i ved Retten i Aarhus, der idømte de fire mænd på 42, 51, 55 og 57 år fængselsdomme på henholdsvis 3 år, 6,5 år, 5,5 år og 6 år for »unddragelse af tobaksafgifter af særlig grov karakter.«

De fire mænd er dømt for i forskellig grad at have deltaget i produktion og videresalg af sammenlagt cirka 92 millioner kopi-cigaretter, der blev fremstillet på en uautoriseret fabrik, som befandt sig på en landejendom ved Aulum mellem Herning og Holstebro.

Cigaretterne blev solgt flere steder i landet, herunder i Aarhus-området.

Lang efterforskning

Efter længere tids efterforskning, der blandt andet omfattede krypteret telekommunikation, ransagede NSK landejendommen ved Aulum og en række adresser med tilknytning til de nu dømte i februar 2022.

Ransagningerne skete i samarbejde med Midt– og Vestjyllands Politi, Østjyllands Politi, Skattestyrelsen og Toldstyrelsen.

Ved ransagningen af landejendommen beslaglagde myndighederne professionelt produktionsudstyr, mindst 26 millioner cigaretter og ti tons tobak, der ikke var betalt afgift af.

I forbindelse med aktionen blev der samtidig fundet en pengetællemaskine og flere elektroniske apparater til at forstyrre lyd- og teleforbindelser.

Gigantbøder

Retten har ud over fængselsstraf idømt de fire mænd bøder: Tre lød på 185 millioner kroner, en bøde på 44 millioner kroner.

Retten frikendte en femte person, der var tiltalt i sagen for at have stillet en container til rådighed til opbevaring af kopi-cigaretter.

På en adresse med tilknytning til en af de dømte, fandt politiet desuden knap to millioner kroner i kontanter, der var gravet ned i et grønt område.

Foto: NSK.

NSK’s sporingsgruppe har bistået med at finde værdigenstande og lignende hos de dømte. I forbindelse med dommen har anklagemyndigheden anmodet retten om at træffe afgørelse om, at en lang række beslaglagte effekter med større værdi kan anvendes til at dække bødekrav og sagsomkostninger.

Det drejer sig blandt andet om en række større kontantbeløb, ure til flere millioner kroner, flere ejendomme i Danmark og udlandet, kapitalandele i selskaber, diverse indbo og adskillige luksusvarer.

»En alvorlig forbrydelse«

»Dommen understreger politiets og myndighedernes evne til at optrævle organiserede kriminelle netværk, til trods for at de gør sig særdeles ihærdige forsøg på at sløre, hvad de foretager sig. Straffene afspejler, at afgiftssvindel i den her størrelsesorden er en alvorlig forbrydelse,« siger Jacob Gents, specialanklager ved NSK.

I en lignende sag blev 12 mænd i oktober 2022 idømt sammenlagt 59 års fængsel også for at drive en ulovlig cigaretfabrik i Vamdrup ved Kolding.