Fortsæt til indhold

Mand fundet død i å: Nu mener politiet at vide, hvem det er

Der vil fredag blive foretaget en obduktion, som forhåbentlig endegyldigt kan afgøre afdødes identitet.

Krimi
sb

En død mand blev torsdag ved middagstid fundet i Varde Å nær Dronning Margrethes Vej i Vardes centrum.

Syd- og Sønderjyllands Politi indledende undersøgelser på stedet gør, at politiet formoder, at der er tale om 26-årige Mads Ehmsen, der har været forsvundet siden den 23. januar.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mads Ehmsen blev sidst set ved Storegade 19 i Varde Midtby omkring klokken 23.30. Siden da har politiet iværksat en massiv eftersøgning for at finde manden.

En anonym har tidligere udtalt til JydskeVestkysten, at Mads Ehmsen skyldte penge «til de forkerte mennesker.« At det skulle være tilfældet er dog ikke bekræftet af hverken familie eller politi.

Fredag 3. marts vil der blive foretaget en obduktion, som forhåbentlig kan afgøre, om der er tale om liget af den forsvundne 26-årige.

De nærmeste pårørende til Mads Ehmsen er underrettet.

Politiet ønsker for nuværende ikke at bringe yderligere oplysninger om sagen af hensyn til efterforskningen og de pårørende.

Overfladedykkere ledte torsdag aften efter eventuelle genstande, der kan have betydning for sagen. Dykkerne genoptager søgningen fredag formiddag.