Her er årets pressefoto 2022
Han var på pletten under de tragiske begivenheder i Fields.
Freelance-fotografen Anthon Unger er vinder af Årets Pressefoto 2022.
Det skriver Pressefotografforbundet.
Fotografen var på pletten under evakueringen af shoppingcentret Field’s, da en sindsforvirret, ung mand skød løs.
Udover at løbe med titlen for Årets Pressefoto, vinder Unger også i kategorien Nyhed Danmark.
»Billedet er fantastisk godt fotograferet, for det er lykkedes for fotografen rent faktisk at tage et fotografi – og ikke bare komme hjem med en registrering af situationen. Her er det øjeblikket, man fanger, og så må man leve med, at billedet ikke er helt perfekt. Man kunne selvfølgelig have ønsket sig, at personerne stod mere frit. Men det har ikke været muligt i situationen at blive hængende for at lave det perfekte foto, og det kan godt ramme os alligevel,« lød begrundelsen.
Vinder af kategorien ’Årets Pressefotograf’ blev Politikens Jacob Ehrbahn. Det er femte gang, han løber med den titel.