Fortsæt til indhold

Politiet skyder ung kvinde: Vidne på cykel efterlyses

Kvinden blev ramt søndag aften.

Krimi
jro

En 24-årig kvinde er blevet ramt af skud fra politiet.

Nu søges der vidner til sagen.

Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, på sin hjemmeside.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed modtog den 13. marts 2023 klokken 00.01 underretning fra Nordsjællands Politi om en episode kort forinden, hvor en 24 årig kvinde i forbindelse med en politiforretning i Kgs. Lyngby blev ramt af skud fra politiet.

Episoden fandt sted omkring klokken 23.40 på Bækkevang ud for nummer 41 i Kgs. Lyngby , og Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, herunder særligt en cyklist, som angiveligt har overværet episoden eller vidner, der i øvrigt har oplysninger i sagen.

Kvinden er uden for livsfare.

Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.

Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Politiklagemyndigheden kan kontaktes på e-mail mail@politiklagemyndigheden.dk eller på telefon 41 78 35 20.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.