Fortsæt til indhold

Vanvittig video: Her går det galt - lige foran politiet

En politimotorcykel optog det hele på film.

Krimi
jro

En ung mand rodede lidt med bilradioen.

Det kunne være endt fatalt.

En video fra en politimotorcykel har fanget øjeblikket, hvor han rammer en traktor med en påhængsvogn.

Videoen har Midt- og Vestjyllands Politi - som både skræk og advarsel - delt på sin Facebook-side.

Det hele skete en fredag eftermiddag, da en mand sidst i 20’erne kom kørende ad en lige, vestjysk landevej.

Her var han et kort øjeblik uopmærksom, da han ville betjene bilens radio.

Pludselig befinder han sig på den forkerte side af midterstriben og rammer en traktor med påhængsvogn.

Video: Midt- og Vestjyllands Politi.

»Og han ville have ramt vores kollega på motorcyklen også, hvis ikke det var lykkedes betjenten at undvige ud i rabatten, så han ’kun’ blev ramt af vragresterne,« skriver politiet i opslaget.

Der var ’betydelig materiel skade på køretøjerne’, men ingen personer kom alvorligt til skade, hvilket også er en af årsagerne til, at politiet har valgt at dele videoen.

»Sådan går det bare ikke altid, når en bilist er uopmærksom,« skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

100 om året

Tre ud af fem dødsfald i trafikken sker helt eller delvist på grund af uopmærksomhed eller manglende orientering.

Fra 2017 til 2021 døde 505 mennesker i trafikulykker, hvor uopmærksomhed/manglende orientering havde betydning.

Det viser tal fra Vejdirektoratet.

»Der er altså i snit omkring 100 mennesker om året, der mister livet, fordi nogen – måske bare et splitsekund - glemmer at køre bil, når de kører bil,« skriver Midt- og Vestjyllands Politi.