Fortsæt til indhold

Politiet ikke i tvivl: Ung kvinde angreb mand med kniv

For 20 dage siden blev en 39-årig mand overfaldet med kniv. Nu fremstilles en 26-årig kvinde i grundlovsforhør.

Krimi

Opdatering: Kvinden er varetægtsfængslet i fire uger.

På Hack Kampmanns Plads ved Dokk1 i Aarhus blev en 39-årig mand overfaldet med en kniv. Det skete 1. marts.

Tirsdag 21. marts fremstilles en 26-årig kvinde i grundlovsforhør for overfaldet på manden, skriver Østjyllands Politi på sin Twitterprofil.

»Hun er sigtet for i forening med to personer at have begået grov vold,« skriver politiet.

Østjyllands politi oplyser, at de to medsammensvorne endnu ikke er i politiets varetægt, og samtidig er de uidentificerede.

»I og med, at vi er interesseret i at fange de to andre, så anmoder anklageren om lukkede døre til grundlovsforhøret,« fortæller kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Emil Enemark Sørensen.

Grundlovsforhøret begynder klokken 10.30.