Fortsæt til indhold

Fandt 150.000 i kontanter

Både Nordsjællands Politi, SKAT, Fødevarekontrollen og svensk politi slog onsdag til i en koordineret aktion mod kiosker i Helsingør

Krimi
Carsten Pedersen

Den lokale efterforsknings-enhed hos Nordsjællands Politi på Station Nord i Helsingør foretog ved middagstid onsdag den 13. juni sammen med både Skat og Fødevarestyrelsen en koordineret ransagning af fire kiosker og fem privat-adresser i både Helsingør og Sverige.
Det oplyser presse-koordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi torsdag til Lokalavisen/Helsingør.
Kriminelle omsætter tyvekoster i kiosker
Ransagningen blev iværksat, efter at den Lokale efterforsknings-enhed på Station Nord i Helsingør havde fået mistanke om, at kriminelle måske brugte kioskerne til at afsætte tyvekoster.
Ved ransagningen af de fire kiosker og fem privat-adresser fandt styrken både forskellige ID-papirer, slagvåben, store kontant-beløb, klippekort og noget elektronik:
Kiosker med over 150.000 i kontanter
"I to af kioskerne fandt vi store kontant-beløb, der endnu ikke er endeligt opgjort, men det samlede beløb ligger på over 150.000 kroner," siger efterforskningsleder Martin Tang til Lokalavisen/Helsingør.
Fogden blev tilkaldt, og han valgte at gøre udlæg i de store pengebeløb.
"Vi fandt også en computer og en GPS, som vi nu skal finde ud af det nærmere ejerskab på."
Det er dog muligt, at der foreligger et helt legalt ejer-forhold til både den fundne GPS og den enlige computer, oplyser efterforskningsleder Martin Tang.
"I en af kioskerne fandt politiet også et baseball-bat, hvilket formentlig vil betyde, at kiosk-indehaveren vil blive tiltalt for overtrædelse af våbenloven," vurderer Martin Tang.
"Efterforskning ledte os på sporet"
Det var politiets egen efterforskning af flere kriminelle forhold, som forelagt Retten, førte til, at man fik en ransagningskendelse, oplyser efterforskningslederen.
"Vi har efterforsket ud fra oplysninger, som vi har fået i forbindelse med afhøringer, og vi har så forsøgt at gå så langt tilbage i leddene som muligt."
"Det er nu sjovere, når vi også kan få fat i hælerne, og ikke kun fanger en enkelt indbrudstyv med de ting, som han har stjålet," mener Martin Tang.
Samarbejde med svensk politi
Onsdagens koordinerede aktion blev udført i et samarbejde med det svenske politi, da to af de ransagede privat-adresser lå i Sverige.
På begge de ransagede svenske adresser boede personer, der havde tilknytning til de kiosker, som blev undersøgt ved onsdagens ransagning i Helsingør, oplyser Martin Tang.
"Vi var nok"
Da man valgte at slå til samtidig på ni forskellige adresser krævede det en større styrke, men hvor mange politifolk der var med til aktionen, ønsker efterforskningslederen ikke at oplyse nærmere om:
"Vi var nok," siger han til Lokalavisen/Helsingør.
Nu efterforskes fundene
Efterforskerne hos Nordsjællands Politi skal nu i gang med at undersøge ejerskabet på de mange beslaglagte effekter, og man kan derfor først på et senere tidspunkt oplyse om, hvilke sigtelser, der eventuelt vil blive rejst mod kiosk-ejerne.
Ved aktionen fandt Fødevarekontrollen iøvrigt flere varer, der var gået over sidste salgsdato, hvilket man uddelte flere bøder for, ligesom man også konfiskerede adskillige kilo fødevarer og udstedte flere påbud.
Det samme gjorde også SKAT, der var også var med i aktionen.
Politiet: "En succes"
Nordsjællands Politi betegner aktionen som en succes, og man agter at opretholde det tætte samarbejde med både SKAT, fødevarekontrollen, fogden samt eventuelt øvrige relevante myndigheder, oplyser politiets presse-koordinator Henrik Suhr.