Politiet melder ud: Derfor var der våben ved shoppingcenter
Centret blev evakueret.
Det var unges leg med legetøjsvåben, der torsdag eftermiddag fik betjente til at rykke talstærkt - og svært bevæbnet - ud til shoppingcentret Borgen i Sønderborg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog torsdag klokken 15.49 en anmeldelse fra en borger, der havde set en ung mand i shoppingcentret med en revolver.
Som følge af anmeldelsen har politiet i løbet af eftermiddagen været synligt til stede for at efterforske hændelsen.
Politiet har i denne sammenhæng blandt andet afhørt anmelderen og gennemset videoovervågningsmateriale fra shoppingcentret, der blev evakueret.
Flere fanget på video
Den pågældende unge mand er endnu ikke identificeret. Videoovervågningen dokumenterer dog, at flere unge har løbet rundt i centret og har leget med - hvad der altovervejende sandsynligt har været - legetøjsrevolvere.
Da det efterfølgende stod klart, at der ikke var tale om nogen farlig hændelse, blev situationen i shoppingcentret normaliseret igen.
»Da hændelsesforløbet kan have skræmt nogle borgere, gennemfører politiet øget, tryghedsskabende patruljering i Sønderborg og vil fredag også være til stede med den mobile politistation i Sønderborg,« skriver politiet.