Fortsæt til indhold

Syv personer anholdt: Solgte to ton hash

Krimi
am

I alt syv mænd i alderen 27-62 år er tirsdag blevet anholdt i en større sag om organiseret hashhandel i Pusher Street på Christiania.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelese onsdag.

Det var efter en længerevarende efterforskning, at de syv mænd blev anholdt på adresser i København, på resten af Sjælland og på Lolland.

Under ransagninger på stederne blev der blandt andet beslaglagt cirka 10 kilo hash, joints, skunk og remedier til skunkproduktion samt andre effekter, der indgår i den videre efterforskning.

I alt er der beslaglagt værdier for cirka 11 millioner kroner.

Flere ton

De anholdte er alle sigtet for salg af mellem 1,9 og 2,2 ton hash. Hovedparten er blevet solgt i Pusher Street på Christiania gennem en periode på lidt over et år, oplyser politiet.

De syv sigtede fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret kl. 9.30 onsdag med krav om varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret, og derfor oplyser Københavns Politi, at man ikke har yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.