Hundelufter fandt døde geder i skoven
En kvinde der luftede hunde fandt tre døde geder smidt bag krat
Gedernes livløse øjne samt duften af moskus og ged er det første syn der møder os.
To gedekid og en buk ligger livløse i den tyste skov. Kun slud og træernes brusen høres.
Skovejer fra Bidstrup Gods, Geert de Licthenberg viser mig de tre døde geder der er smidt i et krat i hans skov tæt på Granslev og ved Voermøllevej. Bidstrup Gods ligger tæt på Langå i Favrskov Kommune.
Omme på den anden side af krattet, mindre end hundrede meter væk, gennemskærer en mindre offentlig vej skoven.
Det er her de er blevet smidt. Stukket eller skudt i hovedet, lige ved hornene. Man kan stadig se den blodige plet, hvis man løfter deres livløse hoveder.
Hvem kan finde på den slags
Hvem har mon gjort det, funderer vi begge to.
Gederne er ikke synligt mærkede, de har flot blank pels, ser velnærede ud og er på ingen måde udsultede. Der er ingen blodspor ved de tre kroppe, så de må være slået ihjel, før de blev bragt hertil.
De blev fundet af en kvindelig hundelufter der pludselig ikke kunne styre sine hunde, da de passerede krattet, fortæller Geert de Lichtenberg.
Hun kan fortælle at det er afrikanske dværggeder, for hun har paradoksalt nok selv nogle derhjemme. Men det er ikke hendes, har hun fortalt, med forfærdelse i stemmen. Og hun kender ikke nogle i omegnen der har den slags geder.
Hævn eller dovenskab
Måske er det en der vil hævne sig på ejeren. Han har dræbt dem og slæbt dem ud i skoven. Eller så er det blot en ejer, der er blevet træt af tre afrikanske dværggeder. Alle gæt er vel lige gode. Men det er vist også det eneste gode ved den sag.
Det virker mærkeligt og råt. At dræbe tre geder, mokke dem op i sin bil, parkere i vejkanten og slæbe døde kroppe under 100 meter ind i skoven, for så blot at smide dem der. Bukken har været tungere end kiddene og må være den sidste der er blevet smidt her, for den ligger tættest vejen.
Hvorfor?
Geert de Licthenberg virrer med hovedet, han har før set døde dyr smidt i hans skov. Men det er ikke så tit det sker.
"Det er oftere affald der bliver læsset i skoven", smiler han afmægtigt. Kikker ned på gederne, tager ved hornene på bukken for at se efter kendetegn, lader hovedet falde igen. Det døde korpus bevæger sig umiddelbart derefter og maven ses nu endnu mere opspilet end før.
Gederne kan have ligget her en dag eller op til flere dage, lyder vurderingen fra den erfarne jæger, der ryster på hovedet. Det er ham der nu skal skaffe sig af med de døde dyr. En handling som den person der smed dem her ikke ville have med at gøre. Men der altid en der skal rydde op efter de andre.
"Jeg håber vi kan finde ud af noget ved at du skriver om det i FavrskovPosten," måske er der nogen der ved noget," lyder det forhåbningsfuldt.
Et fast håndtryk, et nik og den mudderklædte firehjulstrukne bil forlader skoven, gederne og mig.
Jeg vender mig om og ser på gederne for sidste gang, som den person der har smidt dem, måske også har gjort.
Hvorfor?
Ved du noget?
FavrskovPosten hører gerne fra folk der ved noget om de tre afrikanske dværggeder. Du kan skrive i kommentarfeltet herunder, eller sende en e-mail til redaktion.favrskov@lokalavisen.dk med emnet geder.