Fortsæt til indhold

Slingrer og brager ind i bil: Så tager en anden kvinde affære

Borgere trådte mandag i karakter og fik politiet ledt på sporet af to spritbilister.

Krimi
jro

Kvikke og årvågne borgere var mandag med til at sætte stopper for to spritbilister.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Klokken 19.19 så en 22-årig mand en synligt beruset mand købe en øl på en tankstation i Højbjerg, hvorefter han satte sig ind i sin bil og kørte fra tanken.

Den 22-årige fulgte efter og kunne lede en patrulje frem til bilen og den 49-årige mand, som sad bag rattet.

Den 49-årige blev anholdt og ud over en sigtelse for spritkørsel, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han var frakendt sit kørekort.

Slingrede rundt på vejen

En 47-årig kvinde ringede mandag klokken 14.20 til politiet, da hun på Århusvej omkring Søften kørte bag en slingrende bilist, der et par gange kørte ud i rabatten og tilbage på vejen igen.

Selvom kvinden egentligt skulle en anden vej, valgte hun at fortsætte lidt på afstand efter bilisten for at kunne guide politiet frem til rette sted.

Kort efter gik det galt for den slingrende bilist, der i krydset Århusvej/Engdalsvej kørte op bag i en bil ført af en 48-årig mand, der holdt for rødt lys.

Den 47-årige steg ud af bilen og fik kontakt til den 59-årige kvinde, som viste sig at have været bilisten bag den usikre kørsel.

Tog nøglerne

Da den 47-årige mistænkte, at kvinden var påvirket af alkohol, tog hun bilnøglerne fra hende og holdt nøje øje med hende, indtil politiets patrulje nåede frem.

En alkometertest foretaget af betjentene viste en promille på et godt stykke over det tilladte, og den 59-årige kvinde blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel.

Hverken hun eller andre kom til skade ved færdselsuheldet.