Mistænkt for knivoverfald: Ring til politiet, hvis du ser ham
Østjyllands Politi efterlyser 33-årig, som er mistænkt for at have medvirket til knivoverfald i Aarhus.
OBS: Mandens navn og billede er fjernet fra artiklen, efter han blev anholdt 20. april.
En 39-årig mand blev overfaldet med blandt andet kniv, slag og spark på Hack Kampmanns Plads i den centrale del af Aarhus klokken 21.28 onsdag 1. marts. En 26-årig kvinde og en 30-årig mand er anholdt og varetægtsfængslet i sagen. Men den tredje gerningsmand er fortsat på fri fod.
Østjyllands Politi har siden episoden efterforsket sagen og oplyser nu i en pressemeddelelse, at det er overbevist om, at der er tale om den 33-årige XXX (er anholdt). Politiet har derfor valgt at efterlyse ham med billede i håb om, at det kan hjælpe med at finde frem til den formodede medgerningsmand.
Onsdag d. 1. marts kl. 21.28 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 39-årig mand var blevet overfaldet med blandt andet kniv, slag og spark. Overfaldet havde fundet sted på Hack Kampmanns Plads i Aarhus C og var blevet begået af i alt tre personer – to mænd og en kvinde.
33-årige XXX kan særligt genkendes ved adskillige tatoveringer på hele kroppen – herunder flere tatoveringer på venstre hånd, en dråbe under det ene øje og en tatovering på halsen med teksten ”uden om systemet.”
Han beskrives desuden som værende 188 cm høj og spinkel af bygning. Han har blå øjne, lys i huden og har lyst hår, og han har tidligere opholdt sig i flere forskellige østjyske byer.
Hvis man støder på ham, eller ved hvor han befinder sig, bedes man ringe til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.