Angriber betjente med økse: Affyrer varselsskud
En 25-årig mand skal fremstilles i grundlovsforhør.
Politiet har affyret varselsskud mod en mand, der truede med en økse.
Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.dk.
Politikredsen modtog onsdag eftermiddag klokken 14.23 en anmeldelse om et indbrud i Havndal.
Fremme på stedet befinder sig en 25-årig mand - der ikke just hverken er tilfreds med politiets ankomst eller er samarbejdsvillig.
»Da han ser betjentene løber han frem mod dem med en økse i hænderne,« siger Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Lokalavisen.dk.
Der bliver affyret et varselsskud - og den 25-årige lægger sig herefter ned på jorden, hvor han bliver anholdt.
Han er sigtet for to tilfælde af grov vold og for at lægge hindringer i vejen for politiet.
Klokken 10.30 bliver han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.