Fortsæt til indhold

Martin sov fra mistænkelige personers besøg

Mistænkelige personer luskede rundt ved en adresse nær Grundfør. Anledningen viste sig heldigvis at være festlig.

Krimi

En bekymret borger kontaktede mandag 17. april klokken 23.12 Østjyllands Politi. Hun havde observeret to personer luske rundt på en adresse tæt ved Grundfør. De gik rundt med lommelygter i nærheden af en varebil med tilkoblet trailer.

Politiet slog bilens nummerplade op i systemerne. Betjenten kom i kontakt med ejeren, der over telefon kunne oplyse, at der intet kriminelt var i gære.

Der var nemlig tale om anbringelse af en grafitti-malet firhjulstrækker og campingvogn, som en alternativ pebersvend, da husets beboer fylder 30 år i dag.

»Politi kunne på den baggrund berolige den opmærksomme anmelder, der havde gjort det helt rigtige i situationen. Vi ønsker den 30-årige pebersvend tillykke med fødselsdagen i dag,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Fødselaren opdagede intet

Fødselaren er Martin Bøhl, og han har sovet for al virakken uden for sit hjem, fortæller han til Lokalavisen.

»Vi gik i seng, som vi plejer, og cirka 23.20 gik jeg ned for at tage et glas vand. Hunden var med. Men jeg bemærkede ingenting og gik i seng igen. Ja, så lidt ser jeg åbenbart,« siger han med smil i stemmen.

Da han og kæresten vågnede om morgenen, var det gennem Facebook, de blev opmærksomme på, at der var observeret mystiske personer ved deres hjem.

»På daværende tidspunkt havde jeg endnu ikke set bilen og campingvognen, men jeg kunne jo hurtigt regne ud, hvad det nok handlede om,« siger han og fortsætter:

»Min lillebror Casper fyldte 25 år den 30 marts, og der stod jeg nok lidt i spidsen for at give ham kanel, så jeg havde da på fornemmelsen, at der skulle ske noget med en pebersvend. Min lillebror har også joket med, at han ville komme med en kran og hejse noget ind,« siger fødselaren.

Kranen kom dog ikke i brug, selvom det er en pebersvend af den tunge slags. Campingvognen er nemlig fyldt med brosten, grus, sand og affald.

Hvad tænker du om al virakken, som din pebersvend har ført med sig?

»Jeg synes, at det er det sjoveste i hele verden. Men jeg er også super taknemmelig over opmærksomme naboer,« siger Martin Bøhl, der også herfra skal modtage et hurra og tillykke.