Kvinde blev dræbt af flere knivstik - politiet mener, at det var planlagt
Politi og anklagemyndighed mener, at den sigtede havde planlagt drabet på en 53-årig kvinde fra Beder.
En 34-årig mand erkender sig delvist skyldig i drabet på en 53-årig kvinde.
Manden, der er bosiddende i Odder, blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.
Drabet fandt sted onsdag aften på Digevænget i et parcelhuskvarter i Beder syd for Aarhus. Politiet fik anmeldelsen om »et mistænkeligt forhold« kl. 20.57, og kort efter ankomst til stedet kunne man konstatere, at kvinden var død.
Flere personer var til stede på adressen. Heriblandt den sigtede, der blev anholdt på stedet kl. 21.07.
Den 34-årige drabssigtede ankom til grundlovsforhøret i blå dna-dragt, klip-klapper, sikringsbælte og med hovedet foroverbøjet. Den danske mand, der er høj, slank og har karseklippet hård, var ved sin ankomst meget rød i hovedet og talte meget sagte, da han skulle sige sit navn.
Planlagt
Anklager Birgitte Ernst måtte indlede med at sikre sig, at den sigtede var klar over, at han var i retten, og hvorfor han var der.
Ifølge sigtelsen blev den 53-årige kvinde dræbt med flere knivstik - blandt andet i brystregionen. Anklagemyndigheden mener at vide, at den sigtede medbragte kniven, og at drabet var planlagt.
Mandens beskikkede forsvarer erklærede, at han delvist erkender drabet. Hun slog fast, at han erkender knivstikkene, men at han ikke havde til hensigt at dræbe kvinden.
Den sigtede bestrider også, at drabet var planlagt.
Eftersom politiet er i sin indledende efterforskning, argumenterede anklagemyndigheden for, at dørene skulle lukkes til grundlovsforhøret, således at offentligheden ikke kan få indsigt i sagens forhold.
Forsvareren mente samtidig, at der skulle nedlægges navneforbud, således at den sigtedes navn og relation til den dræbte ikke bliver kendt.
Dommeren valgte ikke at nedlægge navneforbud, og dermed kan avisen godt fortælle, at den dræbte og den sigtede er i familie med hinanden.
Den specifikke relation kendes dog endnu ikke.
Til gengæld blev dørene lukket, hvorefter pressen og tilhørerne måtte forlade lokalet.
På vej ud henvendte en mand sig til den sigtede.
»Du er ikke alene. Vi er med dig. Tag imod hjælpen,« sagde han.
Efter grundlovsforhøret oplyste Østjyllands Politi på Twitter, at det endte med, at den 34-årige blev varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afd. frem til 17. Maj. Han kærede ikke kendelsen.