Svindelmistænkte energihandlere fængslet - flere ejendomme beslaglagt
Retten ved Aarhus har varetægtsfængslet otte personer fra et energihandelsselskab. De er mistænkt for markedsmanipulation for et trecifret millionbeløb.
Otte personer fra et energihandelsselskab blev torsdag ved Retten i Aarhus varetægtsfængslet i indtil videre fire uger.
Personerne blev anholdt af NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet) efter tip fra Forsyningstilsynet i en koordineret aktion i Aarhus og Nordsjælland onsdag.
De er alle mistænkt for at have skaffet sig ulovlig profit ved manipulation af elmarkedet for et trecifret millionbeløb.
Der er tale om tre direktører og fem medarbejdere. Hverken deres navne eller selskabets navn må nævnes, da der er nedlagt navneforbud i sagen.
Ifølge Ritzau, som har hørt sigtelsen, skulle de otte personer have manipuleret markedet fra marts 2021 til marts 2023 ved at vildlede og skabe kunstigt høje og lave priser på el.
Børsen kunne torsdag afsløre, at staten i forbindelse med sagen har beslaglagt flere af de sigtedes andele i ejendomme. Noget, som NSK har bekræftet overfor mediet.
Angiveligt er direktørernes ejerandele i ejendomme i Nordsjælland og Aarhus blevet beslaglagt, ligesom to medarbejdere har fået beslaglagt deres andel i ejendomme i Aarhus.
Ved torsdagens grundlovsforhør nægtede de anholdte sig skyldige.