Fortsæt til indhold

Gnister afslørede cykeltyv

En borger så noget mistænkeligt - og kontaktede politiet.

Krimi
jro

En patrulje fandt både en vinkelsliber og en dyr damecykel hos en 43-årig mand.

Det kostede ham en anholdelse og en sigtelse.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

En patrulje fra Østjyllands Politi blev natten til tirsdag omkring klokken 03.30 sendt til Kongsvang Allé i Aarhus C, da en anmelder havde spottet en mistænkelig person stå ved nogle cykler, mens der kom gnister fra stedet.

Anmelderen havde derfor en stærk formodning om, at personen var i gang med at skære låsen over til en cykel, og ved patruljens ankomst til stedet blev en 43-årig mand fundet i besiddelse af en el-damecykel til en værdi af flere tusind kroner.

Den 43-årige mand blev derfor sigtet for at have begået cykeltyveri og anholdt på stedet af betjentene omkring klokken 03.40.

Han blev i samme forbindelse fundet i besiddelse af en vinkelsliber i sin bæltetaske, mens cykellåsen på damecyklen tydeligvis lige var blevet skåret op.

Vinkelsliberen blev beslaglagt med henblik på destruktion i forbindelse med anholdelsen af den 43-årige.