Lang fængselsdom til våbenhandler
En 31-årig mand fra Aarhus er blevet idømt 12 års fængsel for besiddelse af større mængde kokain med henblik på videreoverdragelse samt for salg af skydevåben.
12 år i fængsel.
Det er, hvad en 31-årig mand fra Aarhus kan se frem til, efter han onsdag har fået sin dom i en større sag om et organiseret netværk af handel med skydevåben og narko i Aarhus.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse.
Manden tilstod ved Retten i Aarhus, at han mellem 2020 og 2021 havde besiddet ti kilo kokain, som han leverede videre til flere adresser i Østjylland.
Han erkendte desuden at have formidlet videresalg af seks skydevåben, herunder en fuldautomatisk riffel, samt forsøgt at sælge endnu en automatisk riffel.
Del af netværk
Den 31-årige mand var en del af et organiseret netværk i Aarhus, der handlede med skydevåben og narkotika i den kriminelle underverden via den krypterede kommunikationstjeneste SKY-ECC.
»Jeg er tilfreds med dommen, som afspejler, at retten slår hårdt ned på besiddelse og videreoverdragelse af hård narkotika og skydevåben. Med dommen har vi fjernet et centralt led i et organiseret narkotika- og våbennetværk i det aarhusianske kriminelle miljø,« siger Jhin Lee, specialanklager i NSK, i pressemeddelelsen.
Sagen er en del af et større kompleks og har bl.a. sammenhæng med øvrige sager, hvor der er idømt flere lange fængselsdomme på mellem fire og et halvt og 17 års fængsel.