Fortsæt til indhold

Hidsig kvinde tyrede med møbler: Smed sofa ud fra første sal

Det skabte utryghed.

Krimi
am

En patrulje fra Østjyllands Politi måtte søndag kl. 18.34 køre til en adresse i Åbyhøj, hvorfra der var kommet anmeldelser om, at der blev kastet møbler ud fra vinduet i en lejlighed på første sal, hvilket både skabte utryghed og fare.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da betjentene ankom til stedet kunne de i gården foran adressen se en halv sofa, som lå splintret under et vindue. I opgangen til lejligheden, som møblerne var smidt ud fra, mødte de en 29-årig kvinde. Kvinden var tydeligt utilfreds med at få besøg af politiet og nægtede at samarbejde, og hun spærrede flere gange vejen for betjentene.

Men utilfredsheden fortsatte, da kvinden blev bedt om at identificere sig. Og på trods af flere anmodninger og formaninger om, at hun ellers ville blive anholdt, så nægtede kvinden at oplyse sit navn samt hvorvidt det var hende, der boede i lejligheden. Kvinden vil dog gerne indrømme, at det var hende, der havde smidt sofaen ud af vinduet, men mente ikke, der var noget galt med det.

Da den 29-årige kvinde fortsat nægtede at samarbejde og kom med flere grimme udtalelser mod betjentene, blev hun anholdt og taget med på politistationen.

Det endte med, at kvinden blev sigtet for at nægte at opgive sit navn samt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.