Fortsæt til indhold

Gemt i værksted: Hash i tonsvis flyttet rundt i Østjylland

Den sjette dom er faldet.

Krimi
jro

Endnu en person er dømt i en omfattende narkotikasag. Det er den sjette tiltalte, der nu har fået sin dom.

Denne gang for opbevaring og transport af 1,4 ton hash.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Optrevlingen af et netværk bag indsmuglingen af store mængder kokain og hash til Danmark har nu ført til endnu en dom i sagskomplekset.

En 38-årig rumænsk mand har som den sjette person fået en fængselsstraf i et sagskompleks, der drejer sig om store mængder kokain og hash, der er blevet indsmuglet til Danmark.

Det er tirsdag sket ved Retten i Randers, hvor National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fået den 38-årige mand idømt fem års fængsel for sin rolle i en narkotikaorganisation, der har stået bag indsmugling af 157 kilo kokain og 3,4 tons hash.

Flyttet mellem adresser

Retten fandt det bevist, at den nu dømte mand i en periode fra august 2020 til marts 2022 transporterede og opbevarede samlet 1,4 tons hash.

Det euforisende stof blev flyttet mellem og gemt på adresser på Djursland, hvor en ejendom på Sivestedvej mellem Grenaa og Kolind har spillet en speciel rolle, og i Østjylland.

Hashen blev blandt andet gemt i et værksted.

Forbrydelsen skete i ledtog med en nu dømt mand, der i november fik 14 års fængselsstraf for videredistribution af narkotika i Østjylland og på Djursland.

Flere politikredse, Skat og spansk politi

Sagen begyndte, da NSK med assistance fra Fyns Politi, Sydøstjyllands Politi, Østjyllands Politi, spansk politi og Skattestyrelsen slog til i en omfattende aktion mod indsmugling af store mængder hård narkotika og hash.

Under aktionen 5. april 2022, hvor 20 adresser blev ransaget, beslaglagde politiet omkring ét ton hash samt en mindre mængde hård narkotika, ligesom der blev beslaglagt værdier svarende til omkring seks millioner kroner.

I sagskomplekset blev en 27-årig mand i april idømt 14 års fængsel for at varetage narkotikaorganisationens kontanter.

»Takket være en omfattende efterforskning er det lykkedes politiet at afdække, hvordan de store mængder hash er blevet flyttet rundt og gemt på forskellige adresser. Retten har fundet det bevist, at den dømte muliggjorde opbevaring af meget store mængder hash. Det er selvsagt alvorligt, og jeg er derfor tilfreds med rettens domfældelse, og at retten har valgt at udvise ham trods hans lange ophold i Danmark,« siger Lise Hebsgaard, specialanklager ved NSK.

Den 38-årige blev desuden dømt for at indsmugle mindst 1.000 piller ulovlig medicin.

Retten i Randers udviste ham af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Han ankede dommen på stedet.