Fortsæt til indhold

Vanvittig bilist på narko nægtede at stoppe: Hundeluftere måtte springe for livet

Nu skal en 19-årig mand fremstilles i grundlovsforhør, sigtet for vanvidskørsel ovenpå en lang række færdselsforseelser.

Krimi
am

En 19-årig mand skal mandag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare, efter, at han natten til mandag - ifølge politiets vurdering - kørte vanvidskørsel med narkotika i blodet.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapport.

Det var en patrulje, der omkring kl. 00.50 ville standse den 19-årige til et rutinetjek ved krydset Randersvej/Skejbyvej i Aarhus, men i stedet for at holde ind til siden, satte den unge bilist i stedet hastigheden op og forsøgte at køre fra politiet.

Under den efterfølgende eftersættelse begik den 19-årige ifølge sigtelsen adskillige overtrædelser af færdselsloven. Blandt andet kørte han ved Tranekærvej i Vejlby ned ad en gangsti, der er forbeholdt færdsel til fods, ligesom han på Vejlbygade kørte ad en cykelsti og på Tjelevej måtte to personer, der var ude at gå med deres hund, springe til side for at undgå at blive ramt.

Derudover kørte han overfor rødt og overfor ubetinget vigepligt flere gange. Og et busskur ud til Grenåvej - for enden af Tjelevej - måtte også lade livet, da den sigtede valgte at hoppe ud af bilen og lod køretøjet trille, så den ramte busskuret.

Gemte sig

Herefter stak den 19-årige i løb, og det lykkedes ham i første omgang at flygte fra politiet ind blandt nogle huse på Tretommervej. En politihund snusede sig dog frem til den unge mand, der sad og gemte sig bag nogle cykler i en indkørsel.

Den 19-årige er sigtet efter straffelovens §252 og narkokørsel og fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

På grund den voldsomme kørsel vurderer politiet, at der er tale om vanvidskørsel, og bilen, som tilhører en af den 19-åriges venner, er derfor blevet beslaglagt med henblik på konfiskation.