Fortsæt til indhold

Politiet kaldt ud til indbrud i Hadsten: Fandt tyvekosterne i huset

Beboer er sigtet for falsk indbrudsanmeldelse.

Krimi

En 27-årig mand fra Hadsten er blevet sigtet for at have indgivet en falsk anmeldelse til politiet.

Det skete mandag 5. juni midt på eftermiddagen, efter den unge mand havde anmeldt et indbrud i sit hjem.

Kort efter anmeldelsen blev en patrulje fra Østjyllands Politi sendt ud til adressen, hvor patruljen i forbindelse med undersøgelser af gerningsstedet fandt frem til alle de koster, der netop var blevet meldt stjålet.

Kosterne lå gemt i en pose i en trappeskakt, og alle spor pegede i retning af, at de var blevet placeret på stedet af beboeren, der havde anmeldt indbruddet. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Lokalavisen har været i kontakt med Østjyllands Politi, der ikke har nærmere oplysninger om, hvad det var, der fik politiet til at kigge i trappeskakten, hvor man fandt de ”stjålne” tyvekoster.

Det har heller ikke været muligt at få oplyst værdien af ”tyvekosterne”, eller om den 27-årige mand har indrømmet, der var tale om en falsk anmeldelse.